Denne blog startede som en hel masse historier der aldrig blev fortalt. Efter at have tilbragt mange lange dage i forskellige arkiver, rodet rundt i de inderste kamre på museer og have samlet på historier i mange år, så synes jeg at det er på tide at de historier ser dagens lys.
I modsætning til historiebøgerne og den ‘store’ historie, så kommer det til at handle om helt almindelig mænd og kvinder. Ikke fordi kongehistorie og krigshistorie ikke er spændende, men det er der mange andre der gør bedre. Over tid vil der også komme flere blogindlæg om arkiver og arkivering og hvordan man for eksempel bevarer sine families historiske dokumenter.
Jeg synes det er spændende at få et indblik i de mere almindelige menneskers liv, det er trods alt alle de almindelige mennesker der danner brikkerne i det store historiske puslespil
På siden ‘Folk og Fæ’ kommer der oplysninger om nogle af de mennesker der optræder på bloggen. Detaljer som jeg finder i protokoller og lister der ikke nødvendigvis er tilgængelige på internettet. Jeg håber at det er detaljer som slægtsforskere og genealoger kan få fornøjelse af.
Jeg har en forkærlighed for gamle reklamer og finurlige billeder fra forne tider. Der kommer helt sikkert en masse af den slags billeder her på bloggen.